Farlige forviklinger Roman.

Bøger: »Manden på tapetet« Ib Lucas har skrevet en »Da Vinci mysteriet«-agtig roman. Ikke ueffen, men heller ikke rigtig overbevisende.

3 af 6 stjerner

Siden Dan Brown slog alle rekorder med sin bestseller »Da Vinci mysteriet«, har tricket med at lade historisk spekulation blive mixet med en mainstream-thriller været forsøgt igen og igen. Ib Lucas føjer nu endnu et eksemplar til rækken med en roman, som kredser om den store danske videnskabsmand Tycho Brahe.

Dr.phil. og gymnasielektor Julius Mendel er specialist i Brahe. En dag bliver han kontaktet af en velhavende kunstsamlers datter, Cecilie. Hun og faderen, Castenborg, ønsker hans hjælp til nogle Brahe-studier. Blandt andet drejer det sig om at bestemme identiteten på en hidtil uidentificerbar person, der optræder sammen med Brahe på en gobelin. Endvidere har Castenborg fået tilbudt at købe en hidtil ukendt protokol skrevet af Brahe. Mendel påtager sig opgaven, blandt andet fordi han småforelsker sig i Cecilie, men står snart overfor mere lyssky affærer såsom mord, tyveri og svindel.

Lucas baserer ifølge efterordet sin roman på indgående studier i Tycho Brahes liv, som har ledt ham til en teori om en endog meget nær familiær forbindelse imellem Brahe og dramatikeren William Shakespeare. Dette er, hvad vi kan kalde romanens »Da Vinci-komponent«. Her omkring udspiller sig så forskellige mere nutidige temaer såsom ægteskabskriser, ludomani, bogtyverier, gymnasielærerliv, »indian summer«-kærlighed, osv. Det er bestemt ikke ueffent gjort, men samtidig ikke rigtigt overbevisende. Som så mange andre spændingsromaner kunne også denne uden problemer være strammet betydeligt op, evt. ved at skære i de alenlange (og lidt trættende) dialoger. Ligeledes udvikler plottet sig lidt for ofte for »glat« og for gennemsigtigt, dvs. i henhold til lykkelige sammentræf og oplagte løsninger. Men den slags er jo nærmest en dyd i den genre, romanen placerer sig i, og derfor tilgiver vi gerne en del af det.