7. september 2008, 13:23 – opdateret 7. september 2008, 13:39

Der er noget ved hans ansigt, som bliver ved med at betage. Her mødes lange øjenvipper og blødt svungne læber med arret hud og stride skægstubbe.

Det er forfinet og groft, det er feminint og maskulint, det er velkendt og fremmed. Og alt dét, der kendetegner Michael Stipes ansigt, kan også siges om den musik, han og resten af R.E.M. har fremspillet i de seneste 25 år, hvor de har rejst fra de små spillesteder og ind på de store arenaer.

Lørdag aften var det så Parken, der lagde scene til en af rockhistoriens bedste bands, der kickstartede den to timer lange koncert med en strømførende version af »Living Well Is The Best Revenge«, der slog over i en gnistrende udgave af »Bad Day«, som siden gav plads for »What’s The Frequency, Kenneth?«

Akustisk es
Herefter bevægede Michael Stipe, Mike Mills, Peter Buck og deres hold af gæstemusikere sig videre rundt i det svimlende bagkatalog, hvor det blev til fine, fine genhør med numre som »Electrolite«, »Country Feedback«, »Fall On Me« og, ja, man kunne blive ved og ved.

Særlig stærkt i det 28 numre lange sæt stod imidlertid »Let Me In«, som i studieversionen er svøbt i susende elguitarer, men her blev fortolket i et enkelt, akustisk lydbillede, som slet og ret var uafrysteligt. Og da Michael Stipe sang »Promises are sweet/We hold out our pans/Lift our hands/To catch them« med sin sødmefulde, let raspede vokal, sprang hjertet et slag over.

Nummeret skrev R.E.M. til Kurt Cobain umiddelbart efter hans selvmord, og da de fremførte det i Parken, lå sammenligningen mellem dem og ham lige for. Og hvor han forlod verden i utide og blev et ikon, så er de blevet her og har som alle andre måttet kæmpe med kreativ tørke og andre dybt menneskelige tilstande.

Men selvom R.E.M. indimellem har sat deres fans grå hår i hovedet, så har det altså været det hele værd, og det stod tindrende klart på denne aften.

Ansigtet på skærmene
Så kan det da godt være, at de virkede uinspirerede under leverancen af traverne »Losing My Religion« og »Man On The Moon«, men hvem ville mon ikke være det, hvis de som R.E.M. havde spillet dem non stop i årevis?

Og det var faktisk de eneste skønhedsfejl på en aften, hvor de 30.000 gæster fik, hvad de havde betalt for – og meget mere til.

»We are R.E.M. and this is what we do«, sagde Michael Stipe mod slutningen, imens et kamera sendte hans ansigt op på storskærmene.

Deroppe lyste det med en forunderlig blanding af umiddelbarhed og uudgrundelighed.

Præcis som sangene – og hele denne vidunderlige aften.