15. oktober 2008, 09:23 – opdateret 15. oktober 2008, 09:30

Alt godt kommer til den, der venter. Sådan lyder en temmelig træt talemåde, som ikke desto mindre skulle stå sin prøve tirsdag aften, hvor Jenny Lewis først trådte ind på Lille Vegas scene kl. 22.40.

Bestemt ikke noget optimalt starttidspunkt for et hverdagsramt publikum, der måtte trippe på stedet, indtil Martha Wainwright havde afviklet sin koncert i Vegas anden sal.

Det burde nu have været omvendt. Lewis er nemlig et langt mere subtilt og slidstærkt bekendtskab end kollegaen, hvilket hun har ført bevis for som frontfigur i indie-bandet Rilo Kiley og som solist med to udspil under guitar-remmen.
Først »Rabbit Fur Coat« fra 2005 og siden dette års »Acid Tongue«, der sammenføjer pop, country og rock i en håndspillet, hjertevarm og 1970er-inspireret lyd. Og det var sidstnævnte, der tirsdag aften bragte sangeren og sangskriveren forbi det tålmodigt ventende Lille Vega, som tog imod med tætte klapsalver.

Herefter bevægede Lewis og hendes fem mand m/k store backingband sig ind solokarrierens overskuelige sangkatalog, der blevet formidlet med hovedpersonen pendulerende mellem guitar og tangenter. I ét øjeblik som centrum for udadvendte rockerier og det næste for sjælfulde ballader, men hele tiden med musikerne omkring hende som vidunderligt indforståede sekundanter.

Og som en rød tråd igennem store øjeblikke som »Carpetbaggers«, »Rise Up With Fists!« og »Acid Tongue« løb Lewis’ vokal, der klang dårende dejligt med sit blend af sex, sødme og sensibilitet.

Intetsteds smeltede stemme, band og publikum dog mere mindeværdigt sammen end i den lange, sumpede og suverænt swingende »The Next Messiah«, der lig de øvrige numre var tilført en tyngde, Lewis bør tage med over på kommende udspil.
Det var medrivende, det var bevægende, det var sexet, og al hyggebrok om koncertens sene start virkede sært smålig, da klokken nærmede sig midnat, og de seks på scenen takkede af.

Fremragende, intet mindre.