Duffy Den walisiske soulkomet Duffy leverede en overraskende lavmælt åbningskoncert på festivalens største teltscene. Hun havde desværre hveken sangene eller lyden til den store oplevelse. Men charmerende, det var hun.
23. november 2006, 15:15 – opdateret 3. juli 2008, 21:08
af 6 stjerner
Mere end 20.000 publikummer havde fundet vej ind i og omkring Roskilde Festivalens største teltscene, Arena, for at se og høre den unge walisiske sangerinde Duffy åbne ballet. Endnu har Duffy blot et enkelt album i kataloget, men sange som »Mercy« og i en vis grad »Warwick Avenue« har forlængst bjergtaget alt fra MTV til P3.
Duffy lægger sig i slipstrømmen på den revival, som den klassiske, rørforstærkede tressersoul har fået med Amy Winehouses globale gennembrud. En tredje brite i samme genre, den kun 19-årige Adele, skulle også have været på Roskilde, men hun endte med at melde afbud for at gå i studiet og indspille nyt materiale. Men selv om den skønne waliser entrede scenen i høje hæle, stram nederdel, påmalet top og perleøreringe!, måtte både hun og det talstærke publikum desværre sande, at et stilrent image ikke gør en verdensstjerne.
Duffy forsøgte modigt at lægge ud med urstille, langsomme sange. Først kun vokal og guitar. Det var stemningsfuldt, og man kunne tydeligt høre hendes fraseringsinspirationer fra soulmusikkens vugge. Straks efter kom bandet med, men det øgede faktisk ikke kvaliteten på scenen. Simpelthen fordi lyden og sangkvaliteten led af i bedste fald at være mellemvare. Hvis man virkelig vil gå om bord i en knitrende, så hjertensskærende og autentisk genre som soul, ja, så skærer det i ørerne, når der bliver snydt på målstregen. Og det gjorde Duffy og band. Den flade, næsten halvfesne keyboard-versionering af evidente, stemningsforstærkende strygere burde have været straffet med fængselsstraf. Uanset om vi taler om et dansabelt mellemtempo-nummer som »Serious« eller den rustikke »Warwick Avenue«, gjorde det ondt indeni.
Til gengæld var der ikke en finger at sætte på Duffys charme og kontakt til det utroligt unge festivalpublikum. En skål her, et bandeord dér og alle var bedste venner. Musikalsk toppede koncerten faktisk allerede med åbningsnummeret og tredjesangen »Hanging On To Love«, en fin, petit soulballade krydret med jazz-elementer. Her gik hun under huden, og pillede ved alt det indeni, der både kan gøre så ufatteligt godt og ondt på samme tid.
