Begavet dranker fortæller om drukven

Bøger: JURIJ MOSKVITIN: »Du må ikke sjuske med dit liv – erindringer om Henrik Stangerup«. Den afdøde Jurij Moskvitins mærkelige bog »Du må ikke sjuske med dit liv« handler om Henrik Stangerup samt ikke mindst om druk.

Jurij Moskvitin, der døde i 2005, får nu udgivet den både begavede og skamløst sladrende bog »Du må ikke sjuske med dit liv« om sit drukfældige venskab med Henrik Stangerup.
Jurij Moskvitin, der døde i 2005, får nu udgivet den både begavede og skamløst sladrende bog »Du må ikke sjuske med dit liv« om sit drukfældige venskab med Henrik Stangerup.
Vær så venlig ikke at tale om mig, når jeg er gået.

Det er jo titlen på en musikalsk evergreen – »Please Don’t Talk About Me When I’m Gone« – men den kendte Jurij Moskvitin tilsyneladende ikke, selv om han var både pianist og komponist. I hvert tilfælde bestiller han i sin bog »Du må ikke sjuske med dit liv« stort set ikke andet end at tale om mennesker, der er gået bort, og det er ikke ganske behageligt at læse indiskrete hudfletninger af folk, som er døde og altså ikke kan tage til genmæle.

Det ironiske er imidlertid, at for at fortælle om denne bog er man nødt til selv at tale om en person, der er gået, idet Jurij Moskvitin døde i 2005. Hans bog , der har undertitlen »Erindringer om Henrik Stangerup«, blev skrevet i 1999 og skulle dengang have været udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof, som imidlertid i sidste øjeblik aflyste udgivelsen med den begrundelse, at bogen ville støde for mange mennesker.

Den frygt nærer Poul Pilgaard Johnsen på Forlaget Bianco Luno ikke, men han har dog slettet et par passager, hvor »ytringer kunne tænkes at være i konflikt med injurielovgivningen«, inden han sendte denne snask-snadrende bog på gaden. Man læser den med alskens forbehold, for den tørstige Jurij Moskvitin var notorisk intet sandhedsvidne – han blev f.eks. fyret fra Politiken for at have anmeldt en koncert, som han ikke havde overværet – og det er ikke helt behageligt at forholde sig kritisk til en død mands afslørende bog om en række andre døde. Skal de ikke have lov til at hvile i fred? Det skal de ikke, for man kan ikke bare ignorere »Du må ikke sjuske med dit liv« – der handler om to mænd, som sjuskede helt kolossalt med deres tilværelse – for den er med skam at melde meget underholdende. Måske er den ikke pålidelig, måske er den fyldt med digt og løgn og fri fantasi, men den er skrevet af en begavet mand, der på forunderlig facon ligesom vennen og hærværk-drukfællen Henrik Stangerup formåede at være stærkt alkoholiseret og alligevel tænke klare tanker. I hvert tilfælde nu og da.

Den til tider skarpsindige, andre steder manisk rablende bog rummer elementer af selvbiografi, men er primært et portræt af den både beundrede og kontroversielle forfatter Henrik Stangerup (1937-1998) og som sådant forunderligt tvetydig. For den er fyldt med passager, der umiddelbart fremtræder som en kritik af Stangerups egoistiske, ansvarsløse og snyltende adfærd, men konkluderer uophørligt, at han var en stor kunstner og et menneske, som man ikke for alvor kunne blive vred på. Et motto for bogen kunne have været titlen på en anden musikalsk evergreen, »You Always Hurt the One You Love«.

Retfærdigvis skal siges, at Jurij Moskvitin afslører lige så meget om sig selv som om Stangerup, når han detaljeret beretter om deres fælles forsumpede udskejelser, og at han seriøst forsøger at analysere det splittede og modsætningsfyldte hos Henrik Stangerup, der altid tørstede efter andres anerkendelse og samtidig lå i permanent krig med sin omverden. Til gengæld blotlægges Stangerups kaotiske privatliv uden skyggen af finfølelse, og mens skuespillerinden Lotte Tarp, som han i en periode var gift med, skildres med smuk sympati, får hans følgende kone, den skrappe Susanne Krage med den blakkede fortid på Kakadu Bar, virkelig med den verable grovfil. Hvis hendes venner i Vesterbros skumle underverden læser denne bog, skal Jurij Moskvitin være glad for, at han allerede er død.

Den formulering var upassende og dermed helt i bogens grovkornede ånd, men man tilgiver Moskvitin mangt og meget, når han som veloplagt stilist skriver om »den orakuløse tilstand« og om »vandbøffelagtig uorden«. Hist og her fremtræder han som en nærmest genial gadedreng, der gerne vigter sig med sin klassiske dannelse og betydelige belæsthed, men samtidig som en snagende sladretaske kolporterer de mest slibrige og pinlige rygter om kendte mennesker.

»Du må ikke sjuske med dit liv« er spækket med name dropping, og man møder en lang række i sin tid prominente figurer som Niels Ufer, Elsa Gress, Claus Weeke, Victor Andreasen og Ilja Bergh samt selvfølgelig den dæmoniske brasilianer Fausto Wolff, der i forbindelse med den stærkt problematiske Holberg-filmatisering »Jorden er flad« blev Stangerups onde ånd – hans og Moskvitins kyndigt begejstrede forhold til filmkunsten er i øvrigt ikke det mindst interessante i erindringerne.

Der er en del sjusk i denne bog, hvor både Olof Palme, Salman Rushdie, Pier Paolo Pasolini og Edward G. Robinson staves forkert, og der er private afsløringer, som man gerne havde undværet. Men gennem hele Jurij Moskvitins skamløse og skandaleglade værk løber en ægte kærlighed til den besværlige Henrik Stangerup, og hvis denne dybt forfængelige mand sidder i en eller anden forfatterhimmel og læser bogen, er han nok alt i alt glad for, at nogen taler om ham, efter at han er gået.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.